Cykeltur ved
Knudshoved Odde

Et blik udover det bakkede landskab og Store bælt - umuligt at gengive hvor smukt her er.

Cykeltur ved Knudshoved Odde

Vandrestøvlerne er for et øjeblik lagt på hylden denne dag. Det er tid til den årlige cykeltur med naboerne og denne gang skal vi udforske Knudshoved Odde ved Vordingborg. 

Så taskerne pakkes med mad og drikke og cyklerne sættes på vognen og turen går mod Vordingborg.

Parkering

Hvor skal vi parkere er altid det første spørgsmål – men af en eller anden grund er vi altid lidt loose omkring spørgsmålet – det finder vi nok ud af.

Det var en fantastisk dag – varm og solrig – så vi parkerede i en skovkant, i skyggen, 1,5-2 km efter Oreby. Der er dog også en P-plads i starten af Knudsskov – så det er også en mulighed.

Snart var vi på cyklerne og ud mod Odden det gik. Der er ikke noget som stille landeveje, solskin og marker i fuldt flor. 

Efter et par km når vi Knudsskov og har nu et par km gennem skov inden vi rammer de små grusveje ud mod Odden. 

Vi mødte mange der var ude at vandre, men også folk der var kommet for at høre de mange klokkefrøer der findes i nogle af vandhullerne. 

Vi fandt senere et vandhul hvor der var en fantastisk aktivitet. Se video nederst.

Så er vi ved Draget

Lige pludselig har man vand på begge sider og vi når det smalle stykke hvor cyklerne skal trækkes. 

Pludselig går det op ad bakke og vi møder nu en helt anden natur. Meget uberørt, smuk, omkranset af vand. Masser af dyreliv, en stor flok kvæg – tror det var Galloway kvæg. En robust kvægrace med en tyk pels. De kan tåle at gå ude hele året rundt. 

Man må standse mange gange for at se på naturen, fotografere. Det yderste område, som også er fredet, kaldes bare Knudshoved. Det inderste område kaldes for Odden og de to områder deles af Draget der oversvømmes ved højvande.

Langt til den yderste spids

Der er længere til spidsen end man regner med, men pludselig er vi der – og der er faktisk flere mennesker end vi havde regnet med. 

Det passede med frokost – så vi sad på toppen af Odden og kiggede ud over Store Bælt med udsigt til Femø og Svinø. 14 km ud – og 14 km tilbage til bilen. Passende dagstur.

Turen kan klart anbefales – både til fods og på cykel – specielt hvis vejret er godt – så kunne man snuppe en dukkert på vejen.

Artikler og beskrivelse

Der er masser af spændende artikler om Knudshoved Odde. Klik på linket for at læse mere.

Inspiration

Klokkefrøer ved Knudshoved Odde

Et nyt naturprojekt skal beskytte klokkefrøerne på Knudshoved Odde mod stigende vandstand i havet.

Massive oversvømmelser som følge af klimaændringer risikerer at udrydde klokkefrøen fra Knudshoved Odde på Sydsjælland. Området er et af den sjældne frøs få tilbageværende levesteder i Danmark. Vi var så heldige at høre frøen kvække og det gik ikke stille for sig.

Læs mere på Miljøstyrelsens hjemmeside om projektet, som også kommer andre dyrearter til gode.