Gyrstinge sø ved Ringsted
Gyrstinge Sø
Ved Gyrstinge Sø kan du blandt andet opleve et fantastisk fugleliv. Hav- og fiskeørn og isfugl er blot nogle af de arter, du finder ved søen. Du kan også være heldig at se gæs og andre vadefugle omkring søen.
Der er borde og bænke placeret på strategisk rigtige steder, så medbring lidt mad og drikke i rygsækken. Vandreturen på Gyrstinge søsti er flot og på omkring 10 km.
P-Pladser ved søen
Du finder forskellige parkeringspladser omkring søen, og den, vi parkerede ved, er den sydlige / østlige del af søen ved dæmningen og i slutningen af den lille vej, Øvej. Her er der en rimelig stor P-plads.
Over dæmningen
Når du krydser dæmningen, skal du passe på. Du skal gennem et område med køer og får, og især i det sene forår og sommer kan du møde dem. Vi mødte dog kun to trætte væddere, men de havde placeret sig midt i gangsporet, så vi måtte stille og roligt uden om. Vel over dæmningen møder du søstien igen. Søen til højre og marker til venstre. Stien er bred og let at gå på, men kan ikke anbefales til barne- og klapvogne.
Store Bøgeskov
Snart møder du Store Bøgeskov og en masse små og kurvede spor. Skoven er gammel og meget frodig, da jorden indeholder store mængder kalksten.
Den ældste bøgeskov blev plantet omkring 1750. Skoven er især kendt for sine mange stenbrud og kilden, hvor baptister afholdt dåbsceremonier i mange år.
Efter skoven kommer du ud i et mere åbent landskab, og nu er vi på toppen af søen (den nordlige del). Her møder du flere hyggelige huse og små gårde.
Efter et par kilometer kommer man til Allindemagle skov og igen bliver stien lidt mere kurvet og det går lidt mere op og ned sammenlignet med den modsatte side af søen.
Vand til København
Nær slutningen af turen møder du det store vandrør der blev brugt, da Københavns Vandforsyning indvandt overfladevand fra søen. Fra omkring 1966 til 2009 brugte København søen som et drikkevandsreservoir for hovedstadsområdet. Vandstanden var på højde med den yderste platform (se billedet nederst) og røret under træbroen lå altså under overfladen. Herfra begyndte vandet sin lange rejse mod hovedstadsområdet.
Ved hjælp af dæmninger og pumpesystemer blev vandstanden i Gyrstinge-søen hævet med ca. 2,7 meter. Genvindingen fortsatte indtil 2009.
Søen blev overtaget af Ringsted Kommune i 2014 og er siden blevet gendannet til sin oprindelige tilstand.
Her er link til Ringsted kommunes folder om området samt et kort over trampestien. Du kan også finde oversigt over borde og bænke samt alternative p-pladser.
Go’ tur